Fokus på kommunikation

1:1 Sæt fokus på kommunikationen i dine omgivelser

Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab.[1] I min praktik med udviklingshæmmede brugte jeg ofte (inspireret af mine kollegaer) humor som indledning til kommunikation. Beboerne var meget svingende i humør, og derfor var en humoristisk tilgang ofte den mest sikre måde at opnå en god kontakt, som kunne sikre en vellykket dialog eller hjælpe til at opnå det ønskede i de daglige, nødvendige, men ikke altid lige populære rutiner. Eks.: Motion og frisk luft er ikke alle beboeres livret, og de kan være ret svære at motivere. Hvis man ikke ”sælger” aktiviteten på den rigtige måde, er den på forhånd dømt til at mislykkes. Derfor er det ikke nok at sige: ”nu skal vi ud og gå tur” Gennem den forudgående dialog flyttes fokus over på de gode ting ved motion, og det humoristiske islæt – feks. ”bred røv, tyk mave, vralter som en gås” osv får beboerne til at grine af sig selv, af hinanden og af mig, og flytter den ”sure” motion op i en anden ramme.

Reflekter over, hvad der sker her. Kommunikation med udviklingshæmmede adskiller sig fra kommunikation mellem ligestillede, da der i meget høj grad er tale om en asymmetrisk relation, hvor man som pædagog ofte bruger kommunikation til at opnå noget. Ved at bruge en humoristisk indgangsvinkel styrker man relationen til beboeren, som det også er nævnt i teksten under det systemiske menneskesyn. Problemerne løses gennem samspil, beboernes får gennem kommunikationen hjælp til at se, hvorfor motion er godt for dem. De ender med at vælge at deltage i aktiviteten med lyst og glæde, frem for at være pressede til det.

Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes. Stadig i min praktik med udviklingshæmmede, i forlængelse af ovenstående: ”Vil du i bad nu?” Eller ”vil du have din medicin nu?” blev ofte af en beboer besvaret omgående med ”NEJ, det vil jeg ikke!” ”Du skal i bad nu” Eller ”du skal have din medicin nu” Blev ligeledes besvaret med ”NEJ, det skal jeg ikke” eller lign., og resulterede til tider i tavshed og indadvendthed, surmulen, eller skæld ud og tingkasteri fra en meget vred beboer.

Hvad skaber disse situationer? En forkert indledning på samtalen. I arbejdet med disse mennesker, som var så svingende og uforudsigelige, var det af stor betydning først at lodde humøret for at bestemme, hvilken vej kommunikationen skal gå i dag. Som tidligere beskrevet, kunne en humoristisk indledning til dialogen om hverdagens rutiner gøre hele forskellen. Andre gange kunne ”omvendt pædagogik” som:  ”Du vil jo ikke have din medicin med et glas appelsinjuice, for det kan du jo ikke li?” føre til et stort grin og omgående ønske om medicin og juice. Når ønsker kommunikeres ud som spørgsmål eller krav må man forvente at få et nej, hvorimod den rette form for kommunikation kan føre til, at beboeren siger ja med et smil.

---

[1] Der kan her være tale om den type praksisfortælling, man kalder vendepunktfortællingen (Birkeland, 2004).