Et spørgsmål om menneskesyn.

<><> <><> <><>

1:3 Et spørgsmål om menneskesyn

Opgave 3. Hvilke erfaringer har du med de to skitserede menneskesyn? Hvor stammer erfaringerne fra? Det mekaniske menneskesyn er jeg tit stødt på, såvel i samfundsdebatten som i mit private liv. F.eks. i flygtninge – og indvandrerdebatten hvor mange mener, at grunden til de problemer, der er på området mht. feks. manglende integration, ghettodannelse, arbejdsløshed, kriminalitet, bander osv. skyldes problemer hos det enkelte individ, eller det enkelte folkeslag. Denne holdning har jeg også mødt blandt flere tidligere kollegaer, og det er min oplevelse, at der, mht. menneskesyn, er en tydelig sammenhæng med niveauet af uddannelse. Jo mere uddannelse mennesker har, jo mere hælder de til det systemiske menneskesyn. Dette er i mine øjne meget logisk, da samfundet er så komplekst og svært at gennemskue, at det kræver at man interesserer sig for, og selv gør en indsats for at forstå det. Hvis man nøjes med mediernes negativt ladede historier og skrækkampagner, historierne om de arbejdsløse, kriminelle bandemedlemmer på kontanthjælp, og de muslimske mænd, som er terrorister, og kun er her for at overtage Danmark, jamen så bliver ens menneskesyn farvet af det.   I det pædagogiske arbejde hælder man i langt overvejende grad til det systemiske menneskesyn, i hvert fald er det idealet for langt de fleste.

Hvad kan få pædagogen til at handle ud fra det mekaniske menneskesyn, selvom vedkommende har det systemiske menneskesyn som ideal? Feks. nødvendighed. Sommetider er det nødvendigt at fokusere på det enkelte individ, da det ikke er alle problemstillinger, der kan løses ved at fokusere på sammenhængen, de opstår i. Sommetider er det nødvendigt at se på årsagen til problemet hos individet selv, og ikke i fællesskabet. Indimellem har et menneske nogle fejl, som skal rettes, (eller repareres) før det kan indgå i et normalt samspil med fællesskabet. Nu træder jeg nok på den pædagogiske korrekthed, men jeg synes, der er en skræk for at fokusere på individets individuelle problemstillinger, man forsøger istedet at løse problemerne med begrebet rummelighed, der skal være plads til alle, alle er gode nok og det er fællesskabet der skal forandre sig, ikke individet. Dette er også den grundlæggende ide i inklusionsbegrebet.  Dette mener jeg ikke altid er til individets fordel, ligesom jeg mener at fællesskabet (og dermed alle de andre individer) sommetider kommer til at betale en høj pris for, at alle skal have lige forhold og muligheder. I nogen tilfælde vælger pædagoger det systemiske menneskesyn udfra den her pædagogiske korrekthed, som jeg mener faget lider under. Pga denne korrekthed bliver der udviklet nogle teorier og deraf følgende målsætninger som kan komme til at virke misvisende. Når min tidligere praktikplads feks. skriver: ”Alle mennesker er lige værdifulde og skal behandles med respekt, accept og omsorg. Derfor skal vi forholde os til personens baggrund, ikke fokusere på problemadfærd, men se på det hele menneske” Ja, så lyder det pædagogisk korrekt og helt i tidens ånd. Men jeg mener det er en problematisk formulering. Den giver udtryk for et systemisk menneskesyn, mere fordi det lyder korrekt, end fordi det er den rette tilgang til beboerne.  I praksis brugte vi rigtigt meget tid, både i det daglige og til møder, på at fokusere på problemadfærd, hvordan vi bedst kunne håndtere den, hvad vi kunne gøre for at ændre den osv. Det er ifgl. teksten et mekanisk menneskesyn, vi fokuserede på individet og dets egenskaber, hvad der var årsag til problemerne, og hvordan de kunne løses.  Men da der var tale om mennesker med nedsat funktionsevne, som oveni var psykisk syge, så VAR det jo også oftest hos individet, at problemet lå. Så mener jeg jo ikke det kan nytte noget at pakke tingene ind i idealer og fine ord, det må være mere vigtigt at være realistisk at skrive ”Vi sætter fokus på det enkelte individ og dets problemadfærd, og lægger handleplaner ud fra dette”  Vi handlede selvfølgelig også ud fra det systemiske menneskesyn, med fokus på relationer, sammenhæng, samspil osv., jeg undervurderer ikke betydningen af dette. Det jeg mener er, at det ikke nødvendigvis er det eneste rigtige. J I øvrigt – alene ordet ”mekanisk menneskesyn” har jo en så negativ klang, at man næsten skammer sig over at sige noget godt om det – hvis det feks. hed ”individorienteret menneskesyn” ville det ikke være helt så slemt. Selvfølgelig repræsenterer disse to typer menneskesyn yderpunkterne, det kommer bare til at fremstå så sort/hvidt, og man føler sig jo næsten presset til kun at tage udgangspunkt i det systemiske menneskesyn. Selv om dette i de fleste situationer er det ideelle, er det vel ikke nødvendigvis det eneste rigtige. Eller er der noget, jeg helt har misforstået? (Igen...! ;-))