DKK - Dansk, kultur og kommunikation: september 2010

Jeg tror hellere vi må slutte med den
her. I en af de tekster vi læste stod der, at man som pædagog må vise overbærenhed, tålmodighed og ikke lade sig provokere i forhold til børns mundtlige legekultur. Jeg synes disse sange beskriver fint hvad der menes! :-)

Byggemand Bob

Og en til, gammel, har de sunget ofte da de var mindre. Lært i skolen.

Olsenbanden

Da de først var kommet igang, var de ikke til at stoppe. De mente vel jeg skulle have fuld valuta for pengene, så de ville gerne synge dem de lige kunne huske. Så derfor...

Sofacykel version 2.

I torsdag blev denne sang pludselig skrålet ude fra badeværelset. Anne, 12, havde digtet om på "Patbeholder". Det var dog Signe, 9, som skrålede! De var ikke meget for at stille op igen, de synes vist selv den er lidt fræk. Faktisk kostede det en 50'er til dem hver! Men jeg synes den er et godt billede på, hvordan disse omsyngninger udvikler sig, der føjes lidt nyt til hen af vejen, og der digtes videre.. Personligt synes jeg der er mere "kød" på denne version! :-D

onsdag den 15. september 2010

Århushistorie

Hvorfor bliver århusianerne altid begravet med røven opad?

Fordi så kan de bruges som cykelstativer.

Fortalt på opfordring af Ester, 9 år, har lært den af sin bedstemor.

Blondinevits

Hvordan får man en enarmet blondine ned fra et træ? Man vinker til hende!

Fortalt på opfordring af Anne 12 år, hørt fra klassekammerat.

Hvorfor har en stork så lange ben?

Ellers kan den ikke nå jorden

Fortalt på opfordring af Ester, 9 år, husket fra vittighedsbog

Alle børnene spiste medister...

Alle børnene spiste medister. Undtagen bjarne, det var hans tarme.

Anne 12 år, oprindelse huskes ikke, men far hedder Bjarne, det er nok derfor den er husket.. :-)

tirsdag den 14. september 2010

Ny version af "du må få min sofacykel..."

Anne og Signe synger..

Du må få min patbeholder når jeg dør,
Du må få min patbeholder når jeg dør,
for når patten den blir slatten,
er der ingen der vil ha den,
du må få min patbeholder når jeg dør...

Denne "omsyngning" har Signe, 9 år, lært af sin veninde, som har lært den af sin 15-årige storesøster.. Den er blevet sunget herhjemme i én uendelighed, sommetider får jeg den på hjernen! Der er mange glæder ved at ha børn.. :-D

Resume af "Børns mundtlige legekultur"

Børns mundtlige legekultur, kap. 9 i Dansk, Kultur og Kommunikation, red. af Mogens Sørensen

Legekultur defineres som ”børns æstetiske symbolske udtryksformer”. Børns mundtlige legekultur er fællesskaber, hvor leg med sprog og fortælling er det centrale. Den kan tage mange forskellige former, og bruges som samlebetegnelse for mundtlige aktiviteter, genrer og udtryksformer som børn bruger og deltager i. Den mundtlige legekultur er dynamisk, tilpasses konkrete sammenhænge, og den skal forstås som en del af børns sociale og kulturelle liv. Den træner børns sprogudvikling og evne til at kommunikere på mange niveauer samtidig, f.eks evne til forhandling, og til at vurdere hvorvidt noget er seriøst eller humoristisk ment. Den træner evnen til at se og forstå de mange sproglige finurligheder og nuancer som et sprog består af.

Den mundtlige legekultur kan deles op i forskellige udtryksformer og genrer:

Gåder og gådevitser.

Gådens spørgsmål-svar-formel er ældgammel, men stadig levende, især blandt mindre børn. Gådevitsen ligner gåden, men fortælles som en vits, hvor svaret er pointen i vitsen. Gådevitsen er logisk, men på en uforudsigelig og overraskende måde, og der indgår ofte en humoristisk, kreativ manipulation med sproget.

Gyserfortællinger.

Gyserfortællinger henter sit indhold fra forskellige kilder, såsom traditionsstof, medier ( bøger, film, spil mm.) og fra den frie fantasi. En god fortælling skal kunne fange tilhørerne, og kræver af fortælleren, at hun er lydhør overfor lytternes reaktioner, og formår at fastholde deres interesse. Til dette er en gyserhistorie god, da den indeholder ”stærke virkemidler” som uhyrer, spøgelser og eller mord.

”Alle Børnene” – genren.

”Alle børnene” kan de fleste, store som små, være med på, da den er enkelt opbygget over 3 sætninger og et enkelt rim. Den er umiddelbar forståelig, og nem selv at digte.

Parodier.

Parodier, altså efterligninger af en persons sprog opførsel eller fysiske udtryksform, er noget de fleste børn bruger naturligt, når de f.eks genfortæller en konflikt med en voksen. Parodier kræver kendskab til den person eller type der parodieres, det kræver at børnene har afluret de specielle træk der karakteriserer en person, f.eks. sprog, accent, mimik, fysisk fremtræden mm. Parodier kan også være på sange, såkaldte omsyngninger, hvor en ”pæn” sang udstyres med nye, gerne frække ord.

Rim og remser.

En genre med meget forskelligartet sproglig og indholdsmæssig form. De grundlæggende fællestræk er en klar og markeret rytme og forskellige rimformer som bogstavrim eller enderim. Rim og remser har en lang tradition, og gives ofte videre fra generation til generation. Rim og remser har været brugt pædagogisk så længe der har været pædagoger, de styrker børns sprogbrug og inspirerer til videre leg med ord.

Det er vigtigt, at der er plads til børns mundtlige legekultur i institutioner og skoler, også selv om det larmer, og ordene kan være stødende, sjofle og frække. Der ligger en pædagogisk udfordring i at balancere mellem klare værdier og normer, og samtidig give rum for disse udfoldelser, også når de kan opfattes som provokerende.

søndag den 12. september 2010

Resume af "Børn og kultur-mellem gamle begreber og nye forestillinger"

Børn og kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger. Kap. 8 i Dansk, Kultur og Kommunikation, et pædagogisk perspektiv. Red. af Mogens Sørensen

Kapitlet handler om det skred, der er sket i opfattelsen af børn, børnekultur og børns kultur. I 1700-tallet, da udviklingen af det moderne samfund startede, begyndte man at skelne mellem børn og voksne, barndom og voksenliv, leg og arbejde osv. Siden da er der sket meget i måden man opfatter og tænker om børn i forbindelse med begrebet kultur.

Ordet børnekultur introduceres i det danske sprog i 1971. Frem til midten af 80’erne var der 2 perspektiver i spil, nemlig kultur for børn, og kultur med børn. Kultur for børn er den del af kulturtilbuddene, som er skabt og tilrettelagt for børn, oplevelsestilbud. Kultur med børn inddrager børnene i skabelsesprocessen, altså aktivitetstilbud med fokus på kultur.

Det sidste begreb, kultur af børn, eller børns kultur, opstod gradvist i slutningen af det 20. århundrede. Indtil da var opfattelsen at børn var ”becomings”, altså fremtidige brugere af bla. kultur. Fra slutningen af 80’erne begynder man at tale om børn som ”beings”, altså at børn også på egne betingelser er tænkende, aktivt kulturelt formende og socialt handlende.

Det antropologiske kulturbegreb har en hel anden indgangsvinkel end den klassisk/humanistiske, som indtil slut-80’erne har været den styrende opfattelse. Det antropologiske kulturbegreb interesserer sig for børns perspektiv, hvad de fra deres ståsted i livet finder centralt, betydningsfuldt og godt. Antropologien opfatter ikke kun kultur som noget vi har, men som det der opstår spontant iblandt os, det æstetiske, der ligger i børns gøren og laden, deres handlinger, lege og forskellige kommunikationsformer. Det æstetiske, altså i denne sammenhæng erkendelse vha. iagttagelse, sans og følelse spiller en stor rolle i det, man nu kalder ”børns kultur”

Kulturelle udtryksformer er ikke mere blot noget man lytter til eller hænger op på en væg, ikke længere mest ”finkultur” Mennesker er kultur, børn er kultur, eller i kultur, som der står i bogen. Kultur læres i praksis, gennem interaktioner med dem vi omgås. Når børn er sammen, skaber de deres helt egen kultur, som for voksne kan virke uforståelig eller meningsløs, men som for børnene giver sammenhæng og mening i nuet.

Børns kultur er en autotelisk kultur, altså en modsætning til den instrumentelle kultur, som er styret af udefrakommende overordnede målsætninger, som styrer de aktiviteter der skal finde sted. De autoteliske kulturer består af aktiviteter, der er værdifulde i sig selv, som ikke er resultatorienterede, ting man gør for deres egen skyld. Disse kulturer kan betegnes metakulturer. Definitionen på metakulturer er: ”Selvstændige, autoteliske kulturer, som ikke henter deres betydning og mening udenfor sig selv. De opretholder deres egen realitet, der er ligevægtig med al anden virkelighed.” Og netop her finder man børns kultur, eller kultur af børn. Deres kultur sætter de instrumentelle kulturer ud af drift for en tid, den handler mest om at, citat: ”skabe gang i den, lave sjov og meningsfuldhed her og nu”

Jeg vælger at stoppe her, (begrænsningens kunst! ;-)) med endnu et direkte citat, som jeg mener beskriver kapitlet:

”Kulturel virkelighed er der kun som en 4. dimension, mens man løber, hopper, gynger, synger, leger, lytter, læser, ser, spiller, snakker, griner, gruer. En æstetisk-symbolsk eksistensform i nuet. Det er denne 4. – æstetisk-symbolske – dimension, der er hjertet i børns kultur.”

fredag den 10. september 2010

Resume af "At skabe antropologisk viden om børn"

Artiklen handler om de forskellige problemstillinger, der findes i forbindelse med børneforskning. Antropologisk børneforskning er en videnskabelig disciplin rettet mod børn og de sammenhænge de indgår i, dvs. deres hverdagsliv, deres handlinger, deres forskellige relationer, sociale processer og udtryksformer.

Artiklen udpensler alle de utallige faldgruber og udfordringer der er, og som man skal være opmærksom på, når man optræder som forsker i felten. Det er meget omfattende, og vil fylde flere sider at give et klart og fyldestgørende resume, da teksten er meget koncentreret. Så jeg vælger at plukke lidt i teksten efter det mest væsentlige og gøre det kort:

Vær opmærksom på:

1.At børn ikke nødvendigvis handler naturligt når der er en observatør til stede.

2. At man gennem længere tid er nødt til at indgå i sociale situationer og opbygge relationer til de mennesker man udforsker for at få et fyldestgørende indtryk af deres liv. Man er nødt til at forstå, før man kan vurdere.

3. Feltarbejde har mange mulige tilgange, og enhver undersøgelse må tilpasses det specifikke genstandsfelt og den problemstilling der arbejdes ud fra.

4. Man skal gøre sig klart, at ens egen baggrund og forhåndsindtagelse kan farve de resultater man når frem til.

5. Man skal passe på ikke at lade sig forføre af individuelle problemstillinger og synsvinkler, og dermed miste evnen til at identificere mere generelle sammenhænge.

6. Børnegrupper er ikke homogene, og der ligger en fare i at generalisere og sammenfatte tingene som barneperspektiv eller børnekultur. I så fald er det kun en undersøgelse om gennemsnittet.

7. Man skal være opmærksom på, at indfaldsvinklen har betydning for bedømmelsen af relevans, og dermed for de sammenhænge, der indgår i undersøgelsen. Og dermed også for resultatet.

8. Og meget meget mere. Det hele står i teksten, og i betragtning af arbejdsbyrden lige nu, føler jeg ikke trang til at resumere yderligere!

Til slut lige et par guldkorn direkte citeret:

”Den antropologiske forskning retter sig således mod børns viden og handlinger, ikke mod repræsentationen af deres perspektiver, for vi kommer aldrig så tæt på, at vi kan sige, vi deler deres erfaringer eller ved hvordan de tænker. De forståelser, der produceres gennem feltarbejde blandt børn, peger i stedet mod mere komplekse forklaringer af de sociale og kulturelle betingelser, som børn aktuelt lever i og med. ”

”Pointen i forhold til studier af børn er, at børn ikke bare er en entydig kategori, lige så lidt som barndom har nogen objektiv fremtrædelsesform”.

tirsdag den 7. september 2010

Resume af Beth Juncker, Gakkede gangarter.....

Artiklen handler overordnet om det problematiske forhold mellem det punkt i læringsplanen, der hedder ”kulturelle udtryksformer og værdier” og det, at børns kultur ikke kan sættes i direkte forhold til læring som sådan.

De 3 K’er, altså kultur for, med og af børn, er et forholdsvist nyt begreb, og hvor de 2 første, kultur for og med børn umiddelbart giver sig selv, er den 3. form, kultur af børn sværere at sætte i bås og svær at få til at hænge sammen med et læringsbegreb.

Børnekultur kommer til udtryk gennem ikke-voksenstyret leg, og selve deltagelsen i legen/aktiviteten er målet i sig selv. Der fremkommer dermed ikke nødvendigvis målbare resultater af børns kultur, ikke noget der kan vægtes og vejes og bruges som dokumentation i forhold til læreplaner.

Læreplanerne har til formål at fremme de små børns dannelse og socialisering på et bredt spektrum af områder, bla. kultur. Den kulturelle formidling i institutionerne er traditionelt meget voksenstyret, da det hidtil har været opfattelsen, at børn ikke selv formår at tage stilling til det æstetiske, at de ikke kan være subjekter for egen læring. Derfor har den klassiske model været de voksne som planlæggende subjekter og børnene som modtagende objekter. Artiklens synspunkt er, at børn gennem deres egne interne lege og aktiviteter selv i høj grad er kulturskabende, og at dette er en vigtig del i deres dannelses og læringsprocesser. Artiklen forsøger at koble så selvmodsigende begreber som læring og fri leg, og konkluderer, at børns fri leg i høj grad er med til at fremme de færdigheder, vi som voksne ønsker de opnår, og at de formår at gøre det uden voksenstyring. Hermed skal ikke forstås, at de 2 første K’er skal negligeres, men at vi ikke må undervurdere betydningen af det 3. K.

Børns kultur er præget af æstetik, dvs. læren om erkendelse vha. iagttagelse, sans og følelse. De æstetiske mønstre i børns frie samvær kommer til udtryk gennem lyd, mimik og gestik, og gentagelsen skaber et trygt rum for den videre udvikling og udforskning af verden.

Citat fra teksten: ”Det meningsfulde i disse æstetiske processer ligger i selve formgivningen, i spillet og det sociale samvær, den skaber mellem dem, der deltager – i den fælles fryd det udløser. Når processen ophører er meningen forbi. Men tilbage står kroppens erindring om forventningsfuld spænding, om det gys, den frygt, den latter og glæde, der fik kinderne til at blusse og deltagerne til at føle at de var til. En viden der er bundet til kroppen.”

Dette citat afspejler efter min mening essensen i børns kultur, og det tydeliggør, hvorfor det er så vigtigt at vi ikke glemmer børns egen kultur i den voksenstyrede læringens navn. Det er derfor vigtigt man som pædagog er opmærksom på at acceptere børns egenkultur, at møde dem der hvor de er, og give plads til den frie leg.

mandag den 6. september 2010

Opstart

Her er så min blog i DKK. Da jeg er nybegynder i blog-verdenen vil der sikkert gå noget tid før siden ser ud som jeg ønsker, så indtil videre er det mest det funktionelle jeg vægter! :-)