fredag den 16. december 2011

Fotografisk billedkommunikation i arbejdet med udviklingshæmmede – refleksion og overvejelser.

I arbejdet med udviklingshæmmede vil arbejdet med fotografier afhænge meget af deres udviklingstrin. De mest velfungerende vil kunne lære at bruge et fotobehandlingsprogram som paintnet. De vil have samme udbytte heraf som børn, billederne kan bruges til at formidle deres følelser, de kan fastholde oplevelser og stemninger. Arbejdet med et billedbehandlingsprogram kan være en æstetisk proces, hvor den udviklingshæmmede kan arbejde med sin identitet og eksperimentere med denne ved at ”afprøve sig selv, følge egne impulser, følelser og tanker og reflektere over sig selv.  (Ringsted: Plant et værksted s. 26)
Mindre velfungerende udviklingshæmmede kan have stor glæde af fotografiet til at fortælle deres historie gennem en livshistoriebog. Her kan pædagogen med fordel bruge et program som paintnet til at ”peppe billederne lidt op”, klippe billedet af barndomshjemmet sammen med familiebilledet, sætte barndomsbilledet i et hav af blomster osv, mulighederne er ubegrænsede. Det vil gøre billederne langt mere spændende for den udviklingshæmmede, både at kigge på, og vise frem. De fleste vil desuden kunne arbejde med på sidelinjen, de kan måske ikke betjene computeren, men sagtens vælge de motiver der skal med på billederne, og dermed føle ejerskab for produktet. Hvis de har sproglige vanskeligheder, kan fotografiet være en stor hjælp til at kunne berette om udflugter, oplevelser, og hvad der ellers er behov for at kommunikere om. Også her kan legen med billederne i et fotobehandlingsprogram være det, der gør det så visuelt spændende, at det bliver brugt og ikke bare gemt væk.

En billedfortælling, som den vi har arbejdet med i denne periode, eks.:  DKK - Dansk, kultur og kommunikation: Lillevuf i Australien , ville være et kæmpehit blandt mange udviklingshæmmede, og ville kunne bruges til at udtrykke drømme, fremtidsplaner, fantasirejser, osv osv, kun fantasien sætter grænser.
Desuden er fotografiet et supergodt medie at bruge til dokumentation, da det er let tilgængeligt for alle, og hurtigt at overskue, både for forældre/ pårørende og forvaltning.
Jeg ser store muligheder i at bruge fotografisk billedkommunikation i arbejdet med udviklingshæmmede, det handler bare om at få ideerne. Jeg tror faktisk lige jeg har fundet emnet til min DKK opgave, det kunne blive noget med hvordan ”medieformidlet kommunikation” (Helen og Lis s. 325 i DKK grundbogen, lige det udtryk jeg manglede ;-) kan bruges i arbejdet med udviklingshæmmede. Lyder det helt håbløst?

torsdag den 15. december 2011

Lillevuf i Australien

Hej, jeg hedder Lillevuf. Jeg vil fortælle om dengang jeg var i Australien.



Det her er mig, Lillevuf.



Her står jeg midt på en landevej. Vi kørte 12000 km, så dem så vi mange af.
 Inde i landet var vejene meget lange og lige og øde.
Jeg kunne stå her i timevis uden at blive kørt over.
Og der var varmt og støvet, pyhhh! 


Her er jeg et sted der hedder "Devils Marbles"  - "Djævlens Marmorkugler"
Det lyder uhyggeligt, men der var flot med alle de store blokke,
 der lå og flød som om djævlen engang havde kastet med dem.
Jeg er klatret op i et eucalyptustræ, det dufter fantastisk!



Her er vi på vej op på Ayers Rock. Man blev helt svimmel, det var meget hårdt,
 vi gør det aldrig mere! :-)


Endelig på toppen! Det blev hurtigt varmt, men det frosne vand tøede slet ikke hurtigt nok.
 Pyh, hvor var vi tørstige! Men udsigten er flot!




Her er vi i en nationalpark, hvor kænguruerne er helt tamme. De er søde,
men puh, hvor de lugter af ged! Når de bliver sure sparker de, så man skal lige passe lidt på...



De lugter måske nok mest som ged, men ellers har de også en del tilfælles med kaniner... B-)
 
 
Her sidder jeg på ryggen af en gammel rar zebutyr. 
 
 

Så er vi nået op nordpå, hvor der er mere vand. Rigeligt vand faktisk!





Der er også saltvandskrokodiller, så selv om det er dejligt varmt går man ikke i vandet.
Jeg var nu ikke bange for dem, jeg er for tør til at de gider æde mig...




Pludselig blev floden til en sø fuld af en slags åkander.
 De var sjove at hoppe på! Fuglene i baggrunden er en slags skarver,
de var ved at tørre deres vinger efter fisketuren, og gad ikke snakke.




Det var lidt om min tur til Australien, et land der bestemt er et besøg værd.
Hej hej...!

tirsdag den 6. december 2011

Never give up...

Paintnet, øvelse 1 - collage.
Efter adskillige timers bandeord, sved på panden, dødstrusler mod
 den stakkels uskyldige PC og raseriets tårer ned af kinderne, 
endte det med det blev helt sjovt. Blomsterne er fra Flickr,
 og de er klippet og redigeret på mange forskellige måder. 20 lag, værs´go! :-)

Hvad evnerne rakte til....

Paintnet, øvelse 2

Efter en formiddags forgæves forsøg på at få mere end et lag til at virke, gik jeg videre til opgave 2. Dette må tælle for dagens/ugens aflevering, ellers kommer min PC ud for en alvorlig ulykke!