Børns mundtlige legekultur, kap. 9 i Dansk, Kultur og Kommunikation, red. af Mogens Sørensen
Legekultur defineres som ”børns æstetiske symbolske udtryksformer”. Børns mundtlige legekultur er fællesskaber, hvor leg med sprog og fortælling er det centrale. Den kan tage mange forskellige former, og bruges som samlebetegnelse for mundtlige aktiviteter, genrer og udtryksformer som børn bruger og deltager i. Den mundtlige legekultur er dynamisk, tilpasses konkrete sammenhænge, og den skal forstås som en del af børns sociale og kulturelle liv. Den træner børns sprogudvikling og evne til at kommunikere på mange niveauer samtidig, f.eks evne til forhandling, og til at vurdere hvorvidt noget er seriøst eller humoristisk ment. Den træner evnen til at se og forstå de mange sproglige finurligheder og nuancer som et sprog består af.
Den mundtlige legekultur kan deles op i forskellige udtryksformer og genrer:
Gåder og gådevitser.
Gådens spørgsmål-svar-formel er ældgammel, men stadig levende, især blandt mindre børn. Gådevitsen ligner gåden, men fortælles som en vits, hvor svaret er pointen i vitsen. Gådevitsen er logisk, men på en uforudsigelig og overraskende måde, og der indgår ofte en humoristisk, kreativ manipulation med sproget.
Gyserfortællinger.
Gyserfortællinger henter sit indhold fra forskellige kilder, såsom traditionsstof, medier ( bøger, film, spil mm.) og fra den frie fantasi. En god fortælling skal kunne fange tilhørerne, og kræver af fortælleren, at hun er lydhør overfor lytternes reaktioner, og formår at fastholde deres interesse. Til dette er en gyserhistorie god, da den indeholder ”stærke virkemidler” som uhyrer, spøgelser og eller mord.
”Alle Børnene” – genren.
”Alle børnene” kan de fleste, store som små, være med på, da den er enkelt opbygget over 3 sætninger og et enkelt rim. Den er umiddelbar forståelig, og nem selv at digte.
Parodier.
Parodier, altså efterligninger af en persons sprog opførsel eller fysiske udtryksform, er noget de fleste børn bruger naturligt, når de f.eks genfortæller en konflikt med en voksen. Parodier kræver kendskab til den person eller type der parodieres, det kræver at børnene har afluret de specielle træk der karakteriserer en person, f.eks. sprog, accent, mimik, fysisk fremtræden mm. Parodier kan også være på sange, såkaldte omsyngninger, hvor en ”pæn” sang udstyres med nye, gerne frække ord.
Rim og remser.
En genre med meget forskelligartet sproglig og indholdsmæssig form. De grundlæggende fællestræk er en klar og markeret rytme og forskellige rimformer som bogstavrim eller enderim. Rim og remser har en lang tradition, og gives ofte videre fra generation til generation. Rim og remser har været brugt pædagogisk så længe der har været pædagoger, de styrker børns sprogbrug og inspirerer til videre leg med ord.
Det er vigtigt, at der er plads til børns mundtlige legekultur i institutioner og skoler, også selv om det larmer, og ordene kan være stødende, sjofle og frække. Der ligger en pædagogisk udfordring i at balancere mellem klare værdier og normer, og samtidig give rum for disse udfoldelser, også når de kan opfattes som provokerende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar