Resume af "Børn og kultur-mellem gamle begreber og nye forestillinger"

Børn og kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger. Kap. 8 i Dansk, Kultur og Kommunikation, et pædagogisk perspektiv. Red. af Mogens Sørensen


Kapitlet handler om det skred, der er sket i opfattelsen af børn, børnekultur og børns kultur. I 1700-tallet, da udviklingen af det moderne samfund startede, begyndte man at skelne mellem børn og voksne, barndom og voksenliv, leg og arbejde osv. Siden da er der sket meget i måden man opfatter og tænker om børn i forbindelse med begrebet kultur.

Ordet børnekultur introduceres i det danske sprog i 1971. Frem til midten af 80’erne var der 2 perspektiver i spil, nemlig kultur for børn, og kultur med børn. Kultur for børn er den del af kulturtilbuddene, som er skabt og tilrettelagt for børn, oplevelsestilbud. Kultur med børn inddrager børnene i skabelsesprocessen, altså aktivitetstilbud med fokus på kultur.

Det sidste begreb, kultur af børn, eller børns kultur, opstod gradvist i slutningen af det 20. århundrede. Indtil da var opfattelsen at børn var ”becomings”, altså fremtidige brugere af bla. kultur. Fra slutningen af 80’erne begynder man at tale om børn som ”beings”, altså at børn også på egne betingelser er tænkende, aktivt kulturelt formende og socialt handlende.

Det antropologiske kulturbegreb har en hel anden indgangsvinkel end den klassisk/humanistiske, som indtil slut-80’erne har været den styrende opfattelse. Det antropologiske kulturbegreb interesserer sig for børns perspektiv, hvad de fra deres ståsted i livet finder centralt, betydningsfuldt og godt. Antropologien opfatter ikke kun kultur som noget vi har, men som det der opstår spontant iblandt os, det æstetiske, der ligger i børns gøren og laden, deres handlinger, lege og forskellige kommunikationsformer. Det æstetiske, altså i denne sammenhæng erkendelse vha. iagttagelse, sans og følelse spiller en stor rolle i det, man nu kalder ”børns kultur”

Kulturelle udtryksformer er ikke mere blot noget man lytter til eller hænger op på en væg, ikke længere mest ”finkultur” Mennesker er kultur, børn er kultur, eller i kultur, som der står i bogen. Kultur læres i praksis, gennem interaktioner med dem vi omgås. Når børn er sammen, skaber de deres helt egen kultur, som for voksne kan virke uforståelig eller meningsløs, men som for børnene giver sammenhæng og mening i nuet.

Børns kultur er en autotelisk kultur, altså en modsætning til den instrumentelle kultur, som er styret af udefrakommende overordnede målsætninger, som styrer de aktiviteter der skal finde sted. De autoteliske kulturer består af aktiviteter, der er værdifulde i sig selv, som ikke er resultatorienterede, ting man gør for deres egen skyld. Disse kulturer kan betegnes metakulturer. Definitionen på metakulturer er: ”Selvstændige, autoteliske kulturer, som ikke henter deres betydning og mening udenfor sig selv. De opretholder deres egen realitet, der er ligevægtig med al anden virkelighed.” Og netop her finder man børns kultur, eller kultur af børn. Deres kultur sætter de instrumentelle kulturer ud af drift for en tid, den handler mest om at, citat: ”skabe gang i den, lave sjov og meningsfuldhed her og nu”

Jeg vælger at stoppe her, (begrænsningens kunst! ;-)) med endnu et direkte citat, som jeg mener beskriver kapitlet:

”Kulturel virkelighed er der kun som en 4. dimension, mens man løber, hopper, gynger, synger, leger, lytter, læser, ser, spiller, snakker, griner, gruer. En æstetisk-symbolsk eksistensform i nuet. Det er denne 4. – æstetisk-symbolske – dimension, der er hjertet i børns kultur.”