Projektopgave DKK: Didaktiske overvejelser.

Digitale billeder i arbejdet med mennesker med nedsat funktionsevne.

Mit projekt, at lave en fotobog, er ikke i sig selv målet, og kan ikke stå alene.  Projektet skal snarere ses som et middel, et redskab til pædagogisk arbejde på flere niveauer.  For at få et mere sammenhængende perspektiv, vil jeg sætte mine tanker ind i en didaktisk model.

Indhold:

”Hvad skal borgeren lære”? ”Hvad er det jeg vil udfordre med”? ”Hvilket indhold skal der være i læringen”?

Formålet med fotoprojektet er at fortælle et stykke livshistorie, samt at skabe bedre grundlag for kommunikation med beboerne, at skabe et middel til dialog og til at opnå det fælles tredje.  Billederne kan desuden ses som et hjælpemiddel til at støtte og fastholde beboernes hukommelse.

Mål:

”Hvilke mål opstilles for læringen”?

Mine intentioner med projektet er at skabe et udgangspunkt, som beboerne kan bruge til at kommunikere ud fra. Ud fra den synsvinkel, at alle gerne vil kommunikere, vil jeg med billederne prøve at give beboerne et middel til på egen hånd at tage initiativ til kommunikation, noget konkret, visuelt, som kan støtte kommunikationen. I forhold til livshistorie er bogen et minde om de år, hvor beboerne boede på dette bosted. Beboerne vil senere kunne tage bogen frem, og fortælle om den del af deres liv. Billederne skulle gerne virke som en booster på hukommelsen, så de kan genkalde sig stedet, tiden, bofællerne og det personale, der var tilknyttet. Kommunikationshandicappede husker ikke nødvendigvis dårligt, men kan have svært ved at udtrykke, og dermed dele deres livsoplevelser. Derfor kan billedet være en stor hjælp, og det giver desuden kommunikationspartneren et grundlag at kommunikere ud fra.

Tegn.

 ”Hvordan kan læring iagttages konkret”? – ”Hvilke ”tegn” vælges for læringen”?

At beboerne selvstændigt starter kommunikation.  At beboernes kommunikative kompetencer øges. De bliver bedre til at gå i dialog. Det bliver lettere opnå det fælles tredje og opbygge en god relation. At de viser større interesse for at se på, og tale om billeder. At de fatter interesse for selv at fotografere.

Rammefaktorer.

”Hvilke konkrete muligheder er der til stede, som kan anvendes i læringen?

En fotoserie af bostedets nuværende opbrudssituation er et oplagt emne for kommunikation, og ligeledes et oplagt emne for livshistorie. Derfor er det et godt tidspunkt at udarbejde en fotobog.

Lovgivningmæssigt er det fuldt forsvarligt at bruge tid på at arbejde med digitale billeder, da mediet kan bruges på mange forskellige områder, også ud over de tidligere nævnte. De  øgede kompetencer den handicappede kan opnå ved at arbejde med digitale billeder, lever op til lovens krav.
§ 81.
 stk. 1) at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres,

Stk. 2) at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder, og

Stk. 3) at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær (...)

Borgerens & personalets forudsætninger:

”Hvilke forudsætninger har borgeren og personalet for læringen”

For beboerne er der forskellige forudsætninger, alt efter, hvordan deres funktionsnedsættelse kommer til udtryk. De beboere, der her er tale om, har alle et forholdsvist godt verbalt sprog. Deres kognitive færdigheder er varierende, og de fleste har svært ved på egen hånd at starte en dialog.

Personalemæssigt kræver arbejdet med digitale billeder en indsats, både i forhold til at lære beboerne at tage billeder, hjælp til at udskrive, redigere, samle i mapper, mm. Men især kommunikationsdelen kræver personalemæssig interesse og engagement for at kunne hjælpe den handicappede med at øge sine kompetencer på tidligere nævnte områder.  Som redskab for livshistorie har beboerne ligeledes ofte behov for hjælp til at sætte ord på de ting, der skete dengang om som sker lige nu.

Arbejdsformer og læringsrum:

  ”Hvilke metoder og arbejdsformer anvendes i læringen”?

I dette tilfælde er selve fotoprojektet (produktet) pædagogstyret, da bostedets personale vurderede, at beboerne ikke kunne rumme at skulle inddrages i projektet midt i al forvirringen omkring flytning. Normalt ville man naturligvis inddrage beboerne i så høj grad de var i stand til, og lade dem have så stor indflydelse på produktet som muligt. Ved opstarten af et sådant projekt vil pædagogen som oftest være styrende, indtil beboerne opnår færdigheder til at deltage på mere eller mindre selvstændig vis. Udviklingen vil naturligt gå fra pædagogstyret læring hen over pædagogstøttet læring for at ende i, at beboeren selv er styrende, og har høj indflydelse på form og indhold.
Dette er dog i sagens natur afhængigt af de handicappedes fysiske og psykiske kompetencer. Men målet må være, at beboeren har så stor indflydelse som muligt.
Mht. brugen af produktet til at fremme kommunikation og støtte hukommelsen, vil det såvel kunne bruges som et pædagogstyret redskab til at fremme kommunikation og styrke relationen til beboeren, som til at beboeren også selvstændigt vil kunne kigge på og fremvise billederne til familie, venner og personale.