Fotografisk billedkommunikation i arbejdet med udviklingshæmmede – refleksion og overvejelser.

I arbejdet med udviklingshæmmede vil arbejdet med fotografier afhænge meget af deres udviklingstrin. De mest velfungerende vil kunne lære at bruge et fotobehandlingsprogram som paintnet. De vil have samme udbytte heraf som børn, billederne kan bruges til at formidle deres følelser, de kan fastholde oplevelser og stemninger. Arbejdet med et billedbehandlingsprogram kan være en æstetisk proces, hvor den udviklingshæmmede kan arbejde med sin identitet og eksperimentere med denne ved at ”afprøve sig selv, følge egne impulser, følelser og tanker og reflektere over sig selv.  (Ringsted: Plant et værksted s. 26)

Mindre velfungerende udviklingshæmmede kan have stor glæde af fotografiet til at fortælle deres historie gennem en livshistoriebog. Her kan pædagogen med fordel bruge et program som paintnet til at ”peppe billederne lidt op”, klippe billedet af barndomshjemmet sammen med familiebilledet, sætte barndomsbilledet i et hav af blomster osv, mulighederne er ubegrænsede. Det vil gøre billederne langt mere spændende for den udviklingshæmmede, både at kigge på, og vise frem. De fleste vil desuden kunne arbejde med på sidelinjen, de kan måske ikke betjene computeren, men sagtens vælge de motiver der skal med på billederne, og dermed føle ejerskab for produktet. Hvis de har sproglige vanskeligheder, kan fotografiet være en stor hjælp til at kunne berette om udflugter, oplevelser, og hvad der ellers er behov for at kommunikere om. Også her kan legen med billederne i et fotobehandlingsprogram være det, der gør det så visuelt spændende, at det bliver brugt og ikke bare gemt væk.

En billedfortælling, som den vi har arbejdet med i denne periode, eks.:  DKK - Dansk, kultur og kommunikation: Lillevuf i Australien , ville være et kæmpehit blandt mange udviklingshæmmede, og ville kunne bruges til at udtrykke drømme, fremtidsplaner, fantasirejser, osv osv, kun fantasien sætter grænser.

Desuden er fotografiet et supergodt medie at bruge til dokumentation, da det er let tilgængeligt for alle, og hurtigt at overskue, både for forældre/ pårørende og forvaltning.

Jeg ser store muligheder i at bruge fotografisk billedkommunikation i arbejdet med udviklingshæmmede, det handler bare om at få ideerne. Jeg tror faktisk lige jeg har fundet emnet til min DKK opgave, det kunne blive noget med hvordan ”medieformidlet kommunikation” (Helen og Lis s. 325 i DKK grundbogen, lige det udtryk jeg manglede ;-) kan bruges i arbejdet med udviklingshæmmede. Lyder det helt håbløst?