Kommunikationens kontekst

Opgave 2

Iagttag og fortæl om menneskers kommunikation i forskellige sammenhænge, i bussen, på cafeer, på arbejdet og i familien. Kommunikation er meget afhængig af, hvilken kontekst den foregår i. Der er forskel på, om det er en privat eller professionel samtale, om samtalepartneren er ligestillet, eller der feks. er tale om barn/voksen. Ligeledes har den kulturelle baggrund stor indflydelse på kommunikationen – begrebet kultur skal her forstås bredt. Alle mennesker, professionelle eller privat, repræsenterer ”en særlig virkelighedsopfattelse med tilhørende betydninger, sproglige koder og udtryksformer, der er én del af kulturens historie” Det er således af stor betydning om man kender hinanden – og dermed kender hinandens kulturelle baggrund, eller om der er tale om smalltalk med en tilfældig person i bussen. Arbejdsmæssigt er der ligeledes forskellige kulturer, og dermed forskellige kontekster. I pædagogisk sammenhæng er der organisations, institutions, professions, pædagogisk og personlig kultur, som alle alle har indflydelse på kommunikationen, alt efter hvilken sammenhæng den foregår i.   Rammerne kommunikationen foregår i, har også betydning. Der er forskel på, om samtalen foregår i privat eller offentligt rum. Hvis man fører en samtale, og ved, at udenforstående kan lytte med, feks. på en café, sætter det en naturlig begrænsning for, hvad man taler om.

Læg mærke til, hvad det betyder, når du kender konteksten,[1] og når du ikke gør det. Hvad sker der, hvordan reagerer du?       Det har stor betydning at kende konteksten. Når jeg feks. starter på et nyt job, går der nogen dage med at være forholdsvis tavs og iagttagende, indtil jeg føler mig sikker nok på konteksten til at kunne udfolde mig selv, uden at træde alt for meget i spinaten. Det tror jeg kendetegner de fleste, som starter som nye, i en på forhånd sammentømret gruppe. Det handler om at lære gruppens kultur, dens normer og værdier at at kende. Konteksten har betydning for, hvordan det man siger, bliver opfattet, sprog og udtryk opfattes forskelligt i forskellige sammenhænge og af forskellige kulturer. Da jeg begyndte at læse til pædagog mærkede jeg i høj grad skiftet mellem kulturer, og dermed også i de kontekster, som kommunikation foregår i. Jeg har altid arbejdet i en mandsdomineret verden, først som landmand, siden som asfaltarbejder og anlægsgartner. Retorik og indhold i samtalerne på disse arbejdspladser er meget forskellig fra, hvad jeg har mødt i den pædagogiske verden, såvel på seminariet som i praktik, så det har af og til været lidt af en udfordring at huske at redigere, eller nedtone, retorikken. Et udtryk som: ”For fanden i helvede, sikken lortedag, næste gang jeg møder bossen rykker jeg nosserne af ham!” vil være helt naturlig i et asfaltsjak, men ville nok falde til jorden i pauserummet i børnehaven. J Her ville formuleringen snarere lyde: ”Sikke en træls dag, jeg må have en samtale med chefen næste gang jeg møder ham”

---

[1] En sådan situation kan nogle gange give anledning til den fortællingstype, man kalder brølere (Birkeland, 2004).

Fokus på kommunikation

1:1 Sæt fokus på kommunikationen i dine omgivelser

Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab.[1] I min praktik med udviklingshæmmede brugte jeg ofte (inspireret af mine kollegaer) humor som indledning til kommunikation. Beboerne var meget svingende i humør, og derfor var en humoristisk tilgang ofte den mest sikre måde at opnå en god kontakt, som kunne sikre en vellykket dialog eller hjælpe til at opnå det ønskede i de daglige, nødvendige, men ikke altid lige populære rutiner. Eks.: Motion og frisk luft er ikke alle beboeres livret, og de kan være ret svære at motivere. Hvis man ikke ”sælger” aktiviteten på den rigtige måde, er den på forhånd dømt til at mislykkes. Derfor er det ikke nok at sige: ”nu skal vi ud og gå tur” Gennem den forudgående dialog flyttes fokus over på de gode ting ved motion, og det humoristiske islæt – feks. ”bred røv, tyk mave, vralter som en gås” osv får beboerne til at grine af sig selv, af hinanden og af mig, og flytter den ”sure” motion op i en anden ramme.

Reflekter over, hvad der sker her. Kommunikation med udviklingshæmmede adskiller sig fra kommunikation mellem ligestillede, da der i meget høj grad er tale om en asymmetrisk relation, hvor man som pædagog ofte bruger kommunikation til at opnå noget. Ved at bruge en humoristisk indgangsvinkel styrker man relationen til beboeren, som det også er nævnt i teksten under det systemiske menneskesyn. Problemerne løses gennem samspil, beboernes får gennem kommunikationen hjælp til at se, hvorfor motion er godt for dem. De ender med at vælge at deltage i aktiviteten med lyst og glæde, frem for at være pressede til det.

Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes. Stadig i min praktik med udviklingshæmmede, i forlængelse af ovenstående: ”Vil du i bad nu?” Eller ”vil du have din medicin nu?” blev ofte af en beboer besvaret omgående med ”NEJ, det vil jeg ikke!” ”Du skal i bad nu” Eller ”du skal have din medicin nu” Blev ligeledes besvaret med ”NEJ, det skal jeg ikke” eller lign., og resulterede til tider i tavshed og indadvendthed, surmulen, eller skæld ud og tingkasteri fra en meget vred beboer.

Hvad skaber disse situationer? En forkert indledning på samtalen. I arbejdet med disse mennesker, som var så svingende og uforudsigelige, var det af stor betydning først at lodde humøret for at bestemme, hvilken vej kommunikationen skal gå i dag. Som tidligere beskrevet, kunne en humoristisk indledning til dialogen om hverdagens rutiner gøre hele forskellen. Andre gange kunne ”omvendt pædagogik” som:  ”Du vil jo ikke have din medicin med et glas appelsinjuice, for det kan du jo ikke li?” føre til et stort grin og omgående ønske om medicin og juice. Når ønsker kommunikeres ud som spørgsmål eller krav må man forvente at få et nej, hvorimod den rette form for kommunikation kan føre til, at beboeren siger ja med et smil.

---

[1] Der kan her være tale om den type praksisfortælling, man kalder vendepunktfortællingen (Birkeland, 2004).

Animation

Her er mit første forsøg med animation, lavet i Windows Moviemaker. Det var faktisk helt sjovt da jeg først fik overvundet "blokeringen" og kom igang. :-)

Fotografisk billedkommunikation i arbejdet med udviklingshæmmede – refleksion og overvejelser.

I arbejdet med udviklingshæmmede vil arbejdet med fotografier afhænge meget af deres udviklingstrin. De mest velfungerende vil kunne lære at bruge et fotobehandlingsprogram som paintnet. De vil have samme udbytte heraf som børn, billederne kan bruges til at formidle deres følelser, de kan fastholde oplevelser og stemninger. Arbejdet med et billedbehandlingsprogram kan være en æstetisk proces, hvor den udviklingshæmmede kan arbejde med sin identitet og eksperimentere med denne ved at ”afprøve sig selv, følge egne impulser, følelser og tanker og reflektere over sig selv.  (Ringsted: Plant et værksted s. 26)

Mindre velfungerende udviklingshæmmede kan have stor glæde af fotografiet til at fortælle deres historie gennem en livshistoriebog. Her kan pædagogen med fordel bruge et program som paintnet til at ”peppe billederne lidt op”, klippe billedet af barndomshjemmet sammen med familiebilledet, sætte barndomsbilledet i et hav af blomster osv, mulighederne er ubegrænsede. Det vil gøre billederne langt mere spændende for den udviklingshæmmede, både at kigge på, og vise frem. De fleste vil desuden kunne arbejde med på sidelinjen, de kan måske ikke betjene computeren, men sagtens vælge de motiver der skal med på billederne, og dermed føle ejerskab for produktet. Hvis de har sproglige vanskeligheder, kan fotografiet være en stor hjælp til at kunne berette om udflugter, oplevelser, og hvad der ellers er behov for at kommunikere om. Også her kan legen med billederne i et fotobehandlingsprogram være det, der gør det så visuelt spændende, at det bliver brugt og ikke bare gemt væk.

En billedfortælling, som den vi har arbejdet med i denne periode, eks.:  DKK - Dansk, kultur og kommunikation: Lillevuf i Australien , ville være et kæmpehit blandt mange udviklingshæmmede, og ville kunne bruges til at udtrykke drømme, fremtidsplaner, fantasirejser, osv osv, kun fantasien sætter grænser.

Desuden er fotografiet et supergodt medie at bruge til dokumentation, da det er let tilgængeligt for alle, og hurtigt at overskue, både for forældre/ pårørende og forvaltning.

Jeg ser store muligheder i at bruge fotografisk billedkommunikation i arbejdet med udviklingshæmmede, det handler bare om at få ideerne. Jeg tror faktisk lige jeg har fundet emnet til min DKK opgave, det kunne blive noget med hvordan ”medieformidlet kommunikation” (Helen og Lis s. 325 i DKK grundbogen, lige det udtryk jeg manglede ;-) kan bruges i arbejdet med udviklingshæmmede. Lyder det helt håbløst?

Lillevuf i Australien

Hej, jeg hedder Lillevuf. Jeg vil fortælle om dengang jeg var i Australien.

Det her er mig, Lillevuf.

Her står jeg midt på en landevej. Vi kørte 12000 km, så dem så vi mange af.
 Inde i landet var vejene meget lange og lige og øde.
Jeg kunne stå her i timevis uden at blive kørt over.
Og der var varmt og støvet, pyhhh! 

Her er jeg et sted der hedder "Devils Marbles"  - "Djævlens Marmorkugler"
Det lyder uhyggeligt, men der var flot med alle de store blokke,
 der lå og flød som om djævlen engang havde kastet med dem.
Jeg er klatret op i et eucalyptustræ, det dufter fantastisk!

Her er vi på vej op på Ayers Rock. Man blev helt svimmel, det var meget hårdt,
 vi gør det aldrig mere! :-)

Endelig på toppen! Det blev hurtigt varmt, men det frosne vand tøede slet ikke hurtigt nok.

 Pyh, hvor var vi tørstige! Men udsigten er flot!

Her er vi i en nationalpark, hvor kænguruerne er helt tamme. De er søde,

men puh, hvor de lugter af ged! Når de bliver sure sparker de, så man skal lige passe lidt på...

De lugter måske nok mest som ged, men ellers har de også en del tilfælles med kaniner... B-)

 

 

Her sidder jeg på ryggen af en gammel rar zebutyr. 

 

 

Så er vi nået op nordpå, hvor der er mere vand. Rigeligt vand faktisk!

Der er også saltvandskrokodiller, så selv om det er dejligt varmt går man ikke i vandet.

Jeg var nu ikke bange for dem, jeg er for tør til at de gider æde mig...

Pludselig blev floden til en sø fuld af en slags åkander.

 De var sjove at hoppe på! Fuglene i baggrunden er en slags skarver,

de var ved at tørre deres vinger efter fisketuren, og gad ikke snakke.

Det var lidt om min tur til Australien, et land der bestemt er et besøg værd.

Hej hej...!

Never give up...

Paintnet, øvelse 1 - collage.

Efter adskillige timers bandeord, sved på panden, dødstrusler mod

 den stakkels uskyldige PC og raseriets tårer ned af kinderne, 

endte det med det blev helt sjovt. Blomsterne er fra Flickr,

 og de er klippet og redigeret på mange forskellige måder. 20 lag, værs´go! :-)

Hvad evnerne rakte til....

Paintnet, øvelse 2

Efter en formiddags forgæves forsøg på at få mere end et lag til at virke, gik jeg videre til opgave 2. Dette må tælle for dagens/ugens aflevering, ellers kommer min PC ud for en alvorlig ulykke!